onsdag den 24. januar 2018

med positivt sind kommer man længst

skriver jeg på min facebook profil, som værende noget der karakteriserer mig

sikke en gang pis ... ja undskyld sproget. En gang bræk at fyre af,,,,, og alligevel ikke.

Den tilgang har holdt mig kørende i nu over 3 år. Har fået af vide "hvordan holder du til det??" " jeg ville bukke under" osv, Det er vel sådan, at jeg oftest er en glad og humoristisk pige, der elsker sort humor af værste skuffe. Og et godt grin hjælper langt hen af vejen.

Men for at blive ved skuffedarius;  affaldsskuffen bruges til alle de ydmygende, og værdighedsudfordrende oplevelser jeg har haft. Og når man bruger den, til at stoppe alt det ned i skuffen, som selvfølgelig kun åbnes kortvarigt, for så at blive knaldet i igen, for der skulle nødig poppe noget op af skuffen. Det skal væk,,,, LANGT væk. SÅ skal  jeg nemlig ikke  forholde mig til alle de følelser, der følger med alle de op og nedture, der er i et fistel forløb. Så den skuffe knaldes i med hård kraft, for så kan jeg fortsætte med fuld skrue ud af vejen " med positivt sind så kommer man længst".

Så en dag springer skuffen op helt af sig selv. Osse selvom jeg har sat ekstra lås på, og sat en stol foran, for at sikre, at det ikke sker og ihvertfald ikke ubelejliget. For jeg kan godt åbne den en sjælden gang, men kun kortvarigt og når jeg er alene. OG pludselig sprang skuffen op alligevel, og ser mig selv fuldstændig knust ,og tårer der sprøjter ud over det hele. Og det var lige midt i, at john havde lavet kaffe og isdessert. Ja JA JA .. er på low carb. Ved det godt......

og john der måtte sætte sig helt tæt på, og bare være der. Sådan foregik hele lørdag aften. Til sidst blev jeg smidt iseng. For så at vågne senere og skulle på det lille hus. For så at besvime på badeværelset og knalde kraniet ned i fliserne. Det har åbenbart ikke larmet, for det var Samo min samojed, der vækkede mig på gulvet. Har således pådraget mig en hjernerystelse og er blev smidt til egen læge på tredjedagen af en emsig veninde, der finder et tårnhøjt blodtryk. Lægen var iøvrigt ikke enig med mig i, at det var en god ide at GÅ derhen. Men forsvarede det med at cyklen var flad, og cykelhjelmen klemte lidt rigeligt på bulerne.

For helvede sikke et liv. Kan det da snart blive værre ?????
Et knust hovede og et knust sind. Hovedet bliver da hel igen. Men hva med sindet ????
Havde de scannet det, ville de se svært skadede forhold.

Det sjove er, at nu ligner jeg jo en, der har fået bank derhjemme.
Det kunne ses i alles udtryk, når de så mig. Men INGEN spurgte. Ikke min læge, ikke på skadestuen, ikke damen i genbrug, som jeg købte en lækker nederdel hos, iøvrigt en størrelse medium, som jeg kan få røven i,,,,, WUP WUP

 Den tænkte jeg lidt over. I min situation er det jo ikke aktuelt, overhovedet.. men tænk, hvis det var ????

Så tænkte jeg lidt over sundhedsvæsenet, hvor sjældent der egentlig, vi som patienter bliver spurgt ind til, hvordan man klarer det. Hvordan hænger livet sammen med sygdom og hyppige operationer. Det bliver der bare overhovedet ikke spurgt ind til. Det er apparatfejlen, der helt klart styrer. Nuvel de er ufattelig søde, og lytter efter specielle ønsker og behov, men kun i forhold til sygdom og operation. Resten må man gætte sig til, eller håbe at der er andre derude, der osse prøver at finde en løsning. Men det er faktisk rystende, hvor lidt der er plads til det hele menneske. Måske fordi de ved, at det vil tage tid ???
Hvordan går det ? hvordan har du det ? hvordan får du enderne til at hænge sammen ?

nåmen udover at jeg er træt og bulet og fejlefarvet i hovedet, så går det lidt bedre idag end igår. Så det er jo fint. og John er ved at hænge en krog op til den der hjelm, der skal hænge udenfor badeværelset.

Jeg kan i hvert fald sige; at med positivt sind kommer man muligvis langt, men ikke længst.
så den sætning bliver en ommer ......................................................

Ingen kommentarer:

Send en kommentar