fredag den 10. november 2017

at være sin egen værste fjende

Jeg er til stadighed overrasket over hvor meget en sygdom og diagnose som min kan ændre ens syn på sig selv og selvtilliden. Og med tiden har jeg lært at fortælle mig selv, at alle de følelser foregår udelukkende i mig selv.
Jeg er og har været i en rigtig negativ spiral. Først sygdommen, uden vi vidste hvad det egentlig var. Det er sku ikke en særlig sexet sygdom vel ???? Kunne man forestille sig at der blev lavet en landsdækkende indsamling til den ??? eller et dybere gående interview om, hvordan det er at være fistelpatient ?? NEJ vel ???? det ville være ekstrem grænseoverskridende... både for den der skal fortælle om at være fistelpatient, men osse for dem der så uforvaret kommer til at vide noget om det.
Så ja, selvtilliden og selvbilledet er helt forskruet. OG jeg har seriøst overvejet, om jeg kunne gå hen og få en depression som reaktion på hele den omvæltning.

Oveni i dette så begynder  man at isolerer sig. Her er det virkelig afhængigt af, hvilket netværk man har.. Jeg fik ikke lov til det. Jeg blev slæbt med til fester og andre ting af mine veninder og min mand og mine kolleger. Jeg fik udfordringer på job til at blive dygtigere og lave projekter.

Oveni det har jeg ændret træningsvaner fra at være mega aktiv til at være stort set stillesiddende i starten hvor jeg havde det værst. Det giver så 8 kilo ekstra på som flapper rundt omkring på min krop på en ikke særlig charmerende måde, vil jeg sige. Mildt sagt

Jeg er på alle måder min egen værste fjende.

Men for 2 uger siden en søndag, tog jeg en beslutning. Virkelig inspireret af en min lidelsesfælder fra min facebook gruppe "FISTELLIV"( som der ulykkeligt nok kommer flere og flere medlemmer af)
Jeg er startet på Low Carb kur. OG det kører virkelig godt. 2 uger og jeg er ikke faldet i endnu (fraset hvidvin :-) )
Ændrer det noget ??? jeg ved det ikke. Men nogen siger de kan se en forskel.
og så ændrer det ved at jeg gør noget aktivt for ikke kun at være min egen værste fjende.

I næste uge skal jeg på operationsbordet igen. Og det er mega tiltrængt. Jeg har ret ondt og det bløder. Torsdag skal jeg op og have min 3. remicade behandling. Jeg mærker ingen bedring i såret. Men jeg mærker mindre til den infektion, jeg ved er der.
Og så læner jeg mig op af en forkølelse, og det må bare ikke ske, for så vil de ikke give mig behandlingen. Så nu kører den på te og ingefær og uldsokker og halsklude.....

En sart lille blomst, kaldte en af mine kolleger mig. Velvidende at jeg kan tåle lidt af hvert verbalt og fysisk :-)

1 kommentar: