lørdag den 8. juli 2017

Idag græder jeg.. Imorgen kæmper jeg

En overskrift jeg har lånt af en medblogger og sammensvorn... For sådan føles det...

Siden 19.6 har jeg bare haft mere ondt.. Og væsentlig mere træt.. Ømme lymfer og så videre og så videre.... Det har føltes fuldstændig som dengang jeg var på operationsbordet hver 14. Dag... Ringer nordpå og får at vide, at de ingen tider har.. Hvorefter jeg går ind og spiser rundstykker,  og bliver ringet op at jeg skal møde NU... Det går jo ikke, når jeg har spist... Og iøvrigt skulle jeg fremlægge et projekt jeg har brugt oceaner af timer på med en kær kollega.. Det gik bare ikke...

Nå men ingen ledige tider før i uge 27.
Så jeg holdt ved og ud i 3 uger.. Og sikke uger... Jeg er helt fladmast... Har taget smertestillende hver dag for bare at hænge sammen.. Og har brugt meget krudt på at dyrke den side af mig, som jeg kender og som jeg kendes for.
Men når jeg kommer hjem, falder jeg sammen...

Så da jeg var på dagkir igår blev jeg modtaget af kendt personale... Og sygeplejersken spørger til,  hvordan jeg har det... Svarer kort og overfladisk... Holder sammen på mig selv... Og godt hun ikke spurgte mere ind.. Fedt det gik godt...
Men så kommer jeg ind på operationsstuen,  og min læge kommer og spørger, "hva så???" Og så knækker jeg helt sammen... Det er bare så længe siden,  jeg har gjort det... Og jeg kunne ikke holde sammen længere...
Det var rædselsfuldt.
Heldigvis skulle jeg bedøves af en mandlig anæstesi,  der ikke gad og høre på det pis.... Så han guidede mig ind på sporet igen... Patienter balancere mellem bekymrende tanker og behov for at holde fokus... Han hjalp mig med fokus delen på sin egen distancerende facon. Og da jeg vågnede, bad jeg ham om at bede mig om at holde kæft,  for jeg plejer at ævle. Og da jeg startede på det,  vendte han sig om og gik???? . Ok så... Så havde jeg heller ikk nogen at ævle til... Godt gået... Og på den måde hjalp han mig med at bevare en lille smule værdighed( den der er tilbage når en 44 årig anæstesisygeplejerske står og vræler løs = ingen) der måske var tilbage...

Da min læge kom, sagde hun,  at der var en lomme ved min fistelgang. Som flyttede sig... Og at det var for stort endnu til at gøre noget operativt lukning.. Så 2-4 uger ad gangen igen.. Og dermed blev min følelse af kun at blive sat lidt tilbage i min sygdom lavet om til, at jeg er sat mærkbart tilbage i min sygdom...
Så Idag er jeg knust.. Imorgen starter livet igen...

Jeg har overvejet om det at have en kronisk sygdom, om det er noget, man lærer at leve med... Eller er det sådan,  at dagene og humøret svinger i perioder??????  Jeg ved det ikke....

Min læge mente, at min sygdom var mere utæmmelig end godt er. Og har en mistanke om, der kan ligge noget udiagnosticeret bag... Så jeg skal på en konference med medicinske tarmspecialister, om jeg skal have immunsupressiv behandling... Inden operativ tiltag... Det har der været snak om før.. Men blev afvist.
Jeg har mod på at prøve alt... Indtil jeg læste bivirkningslisten for remicade.... Holy moly.....

Endelig fortalte min læge mig om nogle succes historier for at give mig et lille håb og tro på at jeg kan få det bedre.

Så Idag græder jeg og imorgen kæmper jeg
❤️

1 kommentar: