torsdag den 13. oktober 2016

Hysterisk ???

puuhhaa...... sikke en uge...
Snart rejser vi sydpå, mig og hele familien. Det bliver så hyggeligt. og sjovt. og varmt. og madagtigt, og drinksagtigt.

Så da jeg begyndte at få meget ømme lymfer og feberlignende fornemmelser, såsom at stå og sitrer og ryste og klaprer tænder, så kolleger bad mig om at lukke munden, eller bruge mig til at bide tape over med. Ja da blev jeg lige husket på, hvad det er, jeg døjer med i denne tid. Så UENDELIG træt. og sitrende.

Nå Men med møje og besvær fra min stamafdeling fik jeg en akuttid onsdag. De gør virkelig, hvad de kan, for at få enderne til at hænge sammen. Ringede mandag, hvor de ville ringe tilbage. Blev tilbudt at møde samme dag på akutprogrammet, for at få at vide senere, at det kunne ikke lade sig gøre pga akutte patienter, for så at lave en aftale om at ringe torsdag, hvis jeg fortsat havde det skidt, og møde til oprensning om fredagen. Hvor jeg skulle fortælle, hvor skidt er det ?? "læg kortene på bordet".''

Det er fanme svært. For allerhelst vil jeg jo vente til efter ferien, men kan ikke overhøre de ømme lymfer, og feber og utilpasheden. og alligevel er jeg usikker på, om det nu er mig, der er for hysterisk. Hvorfor kan jeg dog ikke bare stole på mig selv ?? for jeg føler mig som en besværlig patient, der hyler op over det mindste. og sætter hele deres operationsprogram i sving. og er det nu det værd ???

Bliver jeg tolket som en, der vil til Århus, som en slags second gevinst, der betyder at jeg faker det hele, for at få opmærksomhed, bare lige med en kniv i bagdelen som en "mindre detalje".' Umiddelbart tænker jeg, at ville jeg have opmærksomhed,så ville jeg nok finde en anden undskyldning, end at blive skåret bagi hver anden uge. Så fantastisk, er det alligevel heller ikke. Vil jeg lige indskyde :-)

nå men så blev det så lavet om til at møde onsdag eftermiddag, og kom på operationsbordet sent. Og idag mærker jeg klar bedring. Det her er simpelthen den mærkeligste sygdom, jeg nogensinde har kendt. Og jeg er DYBT taknemmelig for at være havnet på en specialafdeling med dedikerede læger og sygeplejersker.

Tænkte på vej hjem i toget, at havde jeg været patient på en afdeling, der ikke kender sygdommen og sygdommønstret ville risikoen for at være stemplet som hypokonder, og hysterisk og alt muligt andet være virkelig stor, fordi jeg ikke passer ind i skemaerne, tjeklisterne og fordi jeg ikke boner ud på de parametre, som temperaturforhøjelse og infektionstal, på trods af verserende infektion i kroppen. og det ville have ødelagt mig som menneske, og sygeplejerske.

Så da jeg mødte i afdelingen og på operationsbordet og så de mennesker ind i øjnene, der passer og plejer mig, så så jeg ingen fordømmen. Overhovedet. Og hvor er det skønt, for jeg har rigelig travlt med at fordømme mig selv.

Og nu tager jeg snart på ferie. og nyder livet og glemmer min hverdag for en stund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar