tirsdag den 29. december 2015

roen i indlæggelsen

har lige p.t et familiemedlem der er indlagt.. pga akut operation... han skal måske hjem idag.. Måske er han lidt bekymret for det.
Når jeg tænker tilbage i juni, da jeg var indlagt i 10 dage. Så var det meget tiltrængt... ikke fordi jeg synes det er fedt at være indlagt..langt fra... men tiden forinden havde været præget af utallige operationer med bragende infektion, og blødninger efter operation. samtidig med at man skal være en del af dagligdagen med forpligtelser overfor sin familie, sit arbejde..  man konfronteres hele tiden med, at man ikke slår til, at være i samme stue, hvor manden har travlt med aftensmad og man selv ligger og raller på sofaen. At man kan se, hvordan huset vælter lidt efter lidt, fordi der ikke bliver vasket tøj, lagt tøj sammen, eller fejet.. hunden der kigger længselsfuldt efter en, fordi dens gåturtid er overskredet..
Det var faktisk en befrielse af blive indlagt. At kunne spise og gå op og sove, at gå en tur. ikke at skulle forholde sig til noget. Men bare at give sig selv lov til at have det træls og gå i hi... Den mulighed er der ikke derhjemme.. der er ikke på samme måde mulighed, for at komme sig i det tempo, kroppen har brug for det...  for der kører dagligdagen derudaf, i et tempo som kan være svært at leve op til, når ens kræfter og overskud er i sænk...

Det at være i et forløb som mit, fordrer at jeg er opmærksom på min krop. går det den rigtige vej eller går det den forkerte vej. Den diskussion jeg hele tiden har med mig selv, " er det mig der er et pyllerhoved, eller er det rigtigt, at jeg fornemmer der er noget galt"  Ja jeg har tit ondt men er det normalt i sådan et forløb?? eller skal jeg handle på det ??   Der bruges mange kræfter på at navigerer rundt i det...
Da jeg var indlagt, kunne jeg spare med fagfolk, og vi kunne sammen finde ud af, hvad der skulle ske.. Det var en STOR befrielse...

og der skal ikke være tvivl om, at ligeså snart kræfterne er til det, er motivationen for at komme hjem osse stor...
Så i vores sundhedssystem, hvor der fokuseres på accelerede patientforløb= hjem hurtigere end din egen skygge,, så er tiden til at "komme sig" nedprioriteret... og kan godt forstå hvis mange patienter synes det nogen gange går en kende for stærkt... fordi de udfra målbare parametre er klar til at komme hjem ...   men sjælen og psyken følger ikke med. Men det kan ikke måles ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar