søndag den 22. november 2015

sandheden er .......

på mange måder er det en fordel at være syg og indenfor systemet..men det er også en klar ulempe, at vide meget, men langt fra alt ...
Jeg har mødt mange, der ikke forstår hvorfor, det skal tage så lang tid ?? hvorfor renser de ikke bare såret og lukker det ?? Nogle har decideret været vred på lægerne, på mine vegne.. " skulle det ikke være opdaget før" "har DE ladet stå til for længe??" Hvorfor har DE ikke gjort noget før ?? hvorfor har de ikke fundet de ekstra inficerede gange før ??" med et "så send dog en klage ....."
Sandheden er at jeg selv med bagklogskaben, måske godt kunne have handlet anderledes..
Jeg skulle have vedholdt  helt i starten at der skulle gøres yderligere, at jeg skulle have lyttet mere til min krop, der tydeligvis skreg til mig, at det var helt galt, samtidig med at jeg fik at vide at nu er det heler lige om lidt... hvilket det jo aldrig gjorde...   Men jeg er ydmyg og lytter til mine behandlere... ihvertfald i starten...

sandheden er, at der er flere, der har årelange forløb, jeg var bare ikke forberedt på det.. og den store sandhed er at ligemeget, hvad der kunne have været gjort, eller ikke gjort, så ændrer det ikke ved min situation lige nu...Og hvad er det lige, jeg skal klage over ??? jeg har de tre bedste læger indenfor min problemstilling. De hører, hvad jeg siger, og jeg nærer stor tillid til dem som behandlere.. og de kan jo ikke hekse og gøre for at jeg er udfordrende patient..
Det er ikke hårdt at skulle opereres hver anden uge, heller ikke at have smerter.. Men det er MEGA hårdt at holde sammen på sig selv, derhjemme, på arbejde, det sociale.. At navigerer rundt i hverdagen og alle de bump, man møder på de trælse dage, er bjerge at komme over..såsom at man får en mail om svigermors hussalg, og så skal man til at finde hoved og hale i det. at få sendt svigermor til læge, fordi hun  ikke har sovet i 7 måneder, at hun er flyttet ind hos os og skal bo der til først i januar, hvilket egentlig er ret hyggeligt. At drengens bil punkterer på det ene hjul,, det kan stresse mig helt vildt... og det er ikke engang mig, der skal skifte det... totalt tåbeligt..


Mange siger at de er vildt imponerede over, hvor godt jeg tager det her forløb... og sandheden er at det er fanme osse hårdt... Der er dage, specielt onsdag på vej op til Århus toget ,,hvor jeg har lyst til at springe af toget, fordi jeg ikke orker, at de skal pille mere ved mig...fordi jeg ved, jeg skal samle kræfter til nogle hårde dage med smerter, og træthed og begrænsninger...
Men jeg øver mig i at lukke ned for de følelser.. fordi jeg så ved, at jeg bliver mere følelsesladet, når jeg så skal bedøves, og fordi jeg ved, at det ændrer intet at sidde der og ynke sig selv... og det er en svær øvelse... men det gik fint sidste gang... så prøver vi om det ikke kan ske igen på onsdag..

Jeg skal på bordet igen på onsdag.. har siden i fredags fået det bedre og mærker at infektionen er knap så aktiv ... jeg har også taget smertestillende .. og det kan man så løbe en tur på.. hvilket er smertestillende medicin for sjælen...  men alt i alt går det bedre... Jeg oplever, jeg bliver mere højrystet på arbejdet, hvilket er klart signal om, at jeg er i bedring,, jeg vågner i weekenden kl 07.15 og har lyst til at løbe .. det er flere år siden, den lyst er kommet over mig... og så endda i snevejr...
Jeg ved dog også, at jeg bliver slået tilbage igen for nogle dage, efter onsdag, at jeg bliver øm og psykisk træt og sortseende igen... men jeg må huske på at det vender, og når der er gået 5-6 dage så er jeg igen knap så øm og træt..

så nu er det så, jeg skal til at presse på, for at høre om de ikke kan lukke såret, mens jeg har en god periode.. for får jeg tilbagefald er det et 1/2 år om igen før de kan endeligt operere mig...  men jeg tror bare ikke på det ....




Ingen kommentarer:

Send en kommentar